SKIKKE OG OVERTRO
Der har såvidt vides ikke været knyttet særlige skikke til høsten på Hjarnø, udover de som var gængse andre steder. Man måtte selvfølgelig ikke begynde en mandag. Den skik gjalt også for alt andet arbejde, og endnu den dag i dag er der flere, der begynder en lille smule lørdag eftermiddag på større arbejder. Enkelte holder ikke af at tjenestefolk skal begynde p+ en ny plads en mandag.
Fiskerne begynder ikke et nyt fiskeri på en mandag eller den 13. i en måned.
I ældre tid var det skik, at man “strøg for kålen”, den dag man fik ophøstet. Madmor måtte da ud med æbleskiver og gammelt øl for at redde sine kål. Om aftenen holdt man “Opskør” med en bedre nadver til folkene – senere kaldtes det høstgilde. Inden man begyndte indkørslen gik kvinderne ud med en tagkjærre, hvoraf de trak bånd og bandt alle negene i hobene for at intet skulle spildes. Undertiden bandtes to neg sammen i “Kjærver”. “Der skulle gøres så meget arbejde som muligt, før det var godt”, siger de nulevende, som var med den gang.
På Hjarnø sagde man, når man kørte efter det første læs: ” Så i guds navn”. Under stedet, hvor kornet blev læsset af, lagdes gerne et jolle sejl eller et lagen for at opsamle de kærner, der spildtes. Endnu kan nogen huske at deres mor slog kors over dejen og sagde. “I Jesu Kristi navn”, for at den ret kunne løftes. Til jul bagtes små brød, som blev kogt i fedt og spist med flæsk lillejuleaften. Disse sigtebrød kaldte man Kavringer. Af overtro har der været en del på øen.
For ca 100 år siden tiltroede man enkelte beboere heksekunsten. Man mente, at disse kunne udføre troldom, forgjøre folk, eller ligefrem slå øjnene ud på folk.
En gammel mand som boede ved Kirkevej, smed altid den første spand vand væk, han pumpede på “Kjørmisdaw”. Juleaften blev der sørget godt for kvæget og den aften måtte de ikke tage lys af bordet Den gamle skik med at lægge en skilling under mastefoden i en ny båd, har nogle af de gamle prøvet for morskab, siger de. Fortalt af Færgemand Jens Pedersen.
VORTER
Forhen brugtes det meget at sætte vorter væk med ærter eller flæsk. Og de blev tit sat hen på døde folk, men det kunne også ske på en grøn kæp. Hvem der først tog den kæp fik vorterne. Jeg har fået en sat hen på den måde. Ingen måtte nu sige noget og jeg blev så sat med ryggen til en brønd, og så tog den, der gjorde kunsten, tre ærter og satte dem en efter en til vorten med spiresiden af hver ært. Dernæst lod han den falde bag mig ned i brønden. Da ærterne blev rådne, gik vorterne væk, det varede vel en tre uger eller så. Dette er passeret på Hjarnø.
Søren Hansen
SOFUS HANSEN har fortalt.
FISKERNE på Snaptun brugte at tage brød og brændevin med ud når de fiskede. Men inden de begyndte at spise selv, slog de kors til alle sider med flasken, så havde silden fået sin brændevin og blev fuld, og så gik den lettere i garnet. Korsene blev slået ved garnenes forende.
SLAGTNING
Kvinderne slagtede selv ænder, gæs, høns, får og kalve. Engang skulle der holdes fint gilde, i hvilken anledning nogle høns måtte lade livet. Hønsene blev dånet og plukket før de blev slagtet, og i dette tilfælde var konerne gået ind for at få sig en kaffetår, inden den egentlige slagtning skulle foregå. Nogle af de plukkede høns kom imidlertid til bevidsthed og løb rundt i bryggerset uden fjer på kroppen. Det kom øens lærer og så, og han sørgede for at denne slagtemåde blev forbudt for stedse.
Man tog varsel af fårenes brystbrusk, som man slængte hen på en væg. Hvis det blev siddende fast på væggen betød det at der skulle fødes en dreng i familien, faldt det ned på gulvet, betød det en pige. Der var også noget særligt at lægge mærke til ved milten. Hvis den var ren og glat, var der ikke noget i vejen for at bruge den, men såfremt der var en fure i den, varslede det om dødsfald i familien inden året var omme.
JULESKIK
Jeg er født på Hjarnø og har der trådt mine børnesko. Dagen før juleaften hen mod klokken 3-4 om eftermiddagen ville vor fader have os til at muge og gøre rent i nøds og stald, og lige sådan nytårsaften. Til daglig var det ellers vor pligt om morgnen, når vi var kommet op. Vi spurgte hvorfor vi sådan skulle muge til aften de to dage, og han svarede; Det er fordi vorherre er født i en stald og det er da at vise ham lidt ære at have hans første leje i tanker. Det var noget vi børn lagde os bag øret. Den aften skulle alle kreaturerne have et rigtig godt givt til natten, for som han sagde; De skal også være glade sådan en aften.
VANDET
På Kjærmis dag, 2 februar, er vandet giftigt både for folk og dyr, og det både i brønde og vandsteder. Alt det vand der skulle bruges blev hentet ind dagen før, men senere blev det brug at man smed den første spand vand af brønden ud i gården,for i den var alle de giftige brådde. Man troede at den nævnte dag fik alle orme bråd “og mange har mistet et godt kreatur ved at trække vand af brønden den dag” skikken var i brug endnu, da Søren i sin ungdom var tjenestekarl på øen ca 1830-40.
De fleste sagn og gamle historier bl.a. Juleskik og Vandet er fortalt af SØREN HANSEN , Skjold, der døde omkring 1900. Han var en bror til afdøde gårdejer og veteran fra 64, Ole Hansen, Hjarnø.